Dette tredje bind i den seriøse serie af debatbøger om samfundsforhold for folkeskolens ældste klasser demonstrerer og lægger op til debat om og refleksion over, hvordan ligestillingspolitiske tiltag kan få indflydelse på menneskers arbejdsforhold og livsvilkår i øvrigt. Bogen er overskueligt disponeret med en halv snes kapitler med mange korte underafsnit - alt med overskrifter formuleret som spørgsmål. Den ret tæt satte tekst i to spalter brydes med supplerende og informerende fotos, som optager halvdelen af bogen. Den er så godt tilpasset danske forhold, at den ikke virker oversat. Desuden er der overalt faktabokse med kildecitater og debatbokse med problemformuleringer til overvejelse. Afsluttende en fortegnelse over organisationer, en fornuftig ordliste, litteraturhenvisninger, adresseliste med bl.a. weblinks og et grundigt stikordsregister. Det er et meget anvendeligt materiale til både selvstændig interesselæsning (fra 13 år) og til projekt- og temaarbejde fra 7. klasse og op. Efter korte definerende afsnit er der længere afsnit om køns- og racediskriminering og kortere afsnit om forskelsbehandling pga. religion, alder og handicaps inden bogen afrundes med et afsnit om sandsynligheden for at al forskelsbehandling helt kan elimineres.