Landmanden Ernst og hans hustru Louise har guldbryllup. 50 år med venskab, kærlighed, loyalitet og ikke mindst ærlighed. Men der er noget Ernst ikke har sagt og det truer med at splitte familieidyllen. Til dem der holder af dansk familiedrama.
Ernst er griseavler og af natur indelukket og mut. Han er gift med Louise og nu er dagen kommet hvor de skal fejre guldbryllup. Der er dog det problem at banken har erklæret Ernst konkurs og vil sælge hans gårde, og det har han ikke fået sagt til Louise. Samtidigt er der også knas i ægteskabet mellem deres søn og hans hustru, så det tegner til at blive en begivenhedsrig aften.
Dansk familiedrama om kærlighed, loyalitet og stædighed i ægteskaber og på tværs af generationer. Det er en fortættet lille fortælling om en enkelt og meget afgørende dag i en families liv. Filmen præsenteres som en komedie hvilket er forfejlet, om end der i de dramatiske elementer er en kærlig og humoristisk undertone. Det er en fin lille fortælling der er vel eksekveret, men man kunne godt kunne have ønsket at personskildringerne stak lidt dybere end tilfældet er.
Filmen vil tiltale samme målgruppe som kunne lide familiedramaet Den tid på året, der dog var betydeligt mere humoristisk i sin tilgang til oprulningen af familiehemmeligheder.