Steven Spielbergs indfølte skildring af den amerikanske præsident Abraham Lincolns sidste tid og store mission, før han myrdes i 1865, henvender sig til alle med interesse for historiske begivenheder, amerikansk politik og menneskelige dramaer. Lincoln kan formidles som en populær omend højstemt guide til skelsættende begivenheder, der former amerikansk selvforståelse.
Borgerkrigen mellem de amerikanske nord- og sydstater (1861-65) raser. Nordstaterne har overtaget militært, og det er kun et spørgsmål om tid, før Sydstaterne bukker under. Før dette sker, ønsker præsident Lincoln (1809-65) at gennemføre en lov, der afskaffer slaveri i USA. Modstanden er stor, så alle midler må tages i brug! Filmens titel kunne tyde på en biografisk film, men Lincoln, 2012 skildrer kun præsidentens sidste tid, hvor han indædt kæmper for at gennemføre sit helt store projekt med at frigive alle slaver. Lincoln er således i familie med Spielbergs andre film om afroamerikaneres vilkår: Farven lilla, 1985 og Amistad, 1997. Instruktørens ståsted placeres utvetydigt i teksten: "det frie Nord og slavemagten i Syd". Skuespilleren Daniel Day-Lewis tegner et meget smukt portræt af en plaget, lun og humoristisk præsident.
Abraham Lincolns liv og skæbne er skildret i adskillige film. John Fords "Lincoln, folkets helt", 1939 er et hovedværk lige som Griffiths En nations fødsel, 1915. Som et kuriosum kan nævnes Abraham Lincoln - vampire hunter, 2012.
Monumentalt portræt. Anbefales.