Dansk roman om at turde tage springet: Til udlandet, til livet og til selverkendelsen. To kvinders liv rulles op i dagens regnvåde Danmark og varmesitrende Kenya. Til chick lit læsere, til læsere af Den hvide masai eller bøger om at finde sig selv.
Romandebut af journalisten Tine Bendixen. Den gule/rødbrændte forside signalerer Afrika, varme og fremmede himmelstrøg. En kvinde er på vej væk - ensom og sløret i varmedisen. Bagsideteksten fortæller om Søs og Julia, der har været slyngveninder altid. Søs er bange. Julia modig. Hun dør, og Søs tvinges til at forholde sig til både hendes død, sin egen livsangst, snærende ægteskab og en eventuel mordgåde. Sproget er let, forfatterens klummeskrivende fortid fornemmes i det lette anslag. Hovedperson, synsvinkel og univers er kvindeligt.
Ligner en roman som Synnøve Søes Når den blå hane galer, 2006 om af finde sig selv i Afrika eller Natasha Illum Bergs Te i den blå sofa fra 2003, der er mere grum.
Romandebut af journalist og klummeskriver Tine Bendixen. Den foregår i Danmarks borgerlige miljø og i Kenyas hede, livsbekræftende og fremmedartede miljø. To barndomsveninder skildres i tilbageblik, da den ene myrdes (måske) som voksen og den anden tager på opklaringsmission i Afrika hos ex-manden. Nemt læselig om at finde og turde. Ikke krimi men med lette krimi-træk og ellers en udviklingshistorie. Primært kvindelige læsere.