Livets veje

Vi mødte Alice Miller, schweitzisk psykoanalytiker, første gang på dansk i 1982 med Det selvudslettende barn. Siden er fulgt yderligere 5 titler, der alle påpeger det lille barns afmagt overfor et samfund, der tillader forældre at udnytte det i egen behovstilfredsstillelses øjemed. En afmagt, der fører til, at barnet som voksen vil gentage forældrenes overgreb. I Livets veje prøver forfatteren at fremstille sine teorier - ikke via eksempler fra sin praksis, men ved opdigtede fortællinger om mennesker i nød og udvikling. Forfatteren gør selv i indledningen opmærksom på, at hendes historier ikke skal opfattes som "litteratur", men er beregnet på at informere og inspirere til eftertanke. At der ikke er tale om kunstnerisk dybde, har hun visselig ret i. Men om den egentlige hensigt fuldbyrdes, er jeg mere i tvivl. Historierne savner ægthed, indre liv og dynamik. De former sig som samtaler/brevvekslinger mellem mennesker, men dialogerne virker redigerede og glatte, hvor de skulle formidle sande, suveræne følelser. Bogen slutter med 2 essays om magtmisbrug og had. Bogen vil uden tvivl nyde en vis efterspørgsel i kraft af Alice Millers status.

Read the full assessment