Dette er forfatterens roman nr. 60! Og i den bedre ende af produktionen. Det er en historie med mange elementer, der alle bliver omhyggeligt og detaljeret samlet op og fulgt til dørs. Fernanda og hendes tre børn er nogle af hovedfigurerne, hun har været gift med et børs-geni, der desværre lod sig rive med og tabte en formue på rekordtid. Han begår selvmord og lader hustruen alene tilbage med rodet. Samtidig bliver en anden skarp hjerne løsladt fra fængslet, han lod sig så meget rive med, at han landede bag tremmer. En tredje vigtig plads i fortællingen har FBI-agent Ted Lee, der rent tilfældigt opsnapper kidnapningsplaner, der omfatter Fernanda og hendes børn. Offentligheden kender nemlig ikke til hendes mands økonomiske deroute. Situationen, hvor alle venter på kidnapningsforsøget er faktisk fascinerende. Det hele eksploderer naturligvis, 6-årige Sam kidnappes, men det hele rundes fint af med en god slutning. Danielle Steel laver jo ikke de mest dybdeborende portrætter, men alt skildres så omhyggeligt, at læseren sagtens kan danne sig sine egne billeder, sprogligt er der dog et par forhindringer her og der. Men generelt er det en spændende historie til de læsere, der har brug for den rette dosis romantik, spænding og en tilpas nuanceret slutning. Den værste slyngel er faktisk en skrupelløs velhaver fra de øverste samfundslag. En gedigen omgang feel-good-underholdning.