"Julen har sine små hemmeligheder og store overraskelser. Og gys. Og sådan er denne historie også." Sådan indledes Lokketrolden, et oplagt valg til oplæsning for 1.-5. kl. i julemåneden - dels pga. indholdet, men lige så meget pga. sproget. PM leger, lokker og driller med sproget i korte sætninger, der klinger og rimer. Ord og lyd gentages eller bruges i uventede, sjove sammenhænge, men aldrig på bekostning af indholdet. Klit-Nis og Nis-Signe er et ældre nisse-ægtepar, der i årevis har passet en butik ved et sommerhusområde. I julemåneden arbejder Klit-Nis for Lokken, en slags told- og skattetrold for julen. Det bliver nemlig kun jul, hvis der er kommet turistpenge nok i kassen i løbet af sommeren. Ellers kunne Lokken blive sur og finde på at lukke julen! Klit-Nis mistænker Lokken og hans håndlanger Kaske-Rottesen (en rotte med kasket!) for at ville fyre nisserne, fordi de er for gamle, til sidst bliver Lokken dog overvundet. En varm, glad julefortælling, primært til de yngste klasser, selvlæsning fra ca. 3. kl. Omslagsillustrationen af Rasmus Juul signalerer ikke julebog på traditionel vis. De små sort/hvide vignetter, der optræder på næsten hver side, er enkle, kraft- og fantasifulde og passer godt til PM's opfindsomme sprog.