En række forfattere, som har deltaget i "Louisiana Literature", går i dialog med et kunstværk på Louisiana, og bogen bliver med Tahar Ben Jellouns ord således en "alternativ guide" til museets samling. Både kunst- og litteraturinteresserede vil blive optaget af denne bog.
I forordet til denne bog skriver Louisianas direktør og leder af museets litteraturfestival, Poul Erik Tøjner, at "litteraturfestivalen er vigtig for Louisiana, fordi den føjer sprog til billede - og dermed bekræfter sammenhænge på tværs af kunstarterne". Tre af deltagerne i Louisianas litteraturfestival, Gunnhild Øyehaug, Georgi Gospodinov og Tahar Ben Jelloun, lader sig inspirere af museets samling af Giacometti-skulpturer, som også vises i bogen. Mexicanske Guadalupe Nettel skriver om museets Henry Heerup-stenskulpturer. De deltagende forfattere er bagerst i bogen fotograferet med Øresund i baggrunden.
Der er stor forskel på måden, hvorpå forfatterne har grebet opgaven an: Nogle skriver et lille essay, mens andre bearbejder deres indtryk i et digt. Spændende læsning under alle omstændigheder.
Et andet godt eksempel på samspil mellem kunst og litteratur finder man i Ord til andet, hvor digterne Knud Sørensen og Eske K. Mathiesen skriver tekster, der spiller sammen med skulptur og maleri.