Sød og varm bog, fuld af den slags medfølelse og sympati man som læser deler med forfatteren fra første færd. Elementerne er velkendte: en indesluttet og ensom pige, Loppen, der netop har skiftet skole pga. mobning, hendes meget rejsende alene-fotograf-mor, der hælder til det sunde og har ugemærket cigaretterne, det søde og sjove bøssepar hun tit er hos, og i skolen den hvide (isprinsessen) Ingrid, den sunde fodbolddreng Steven og endelig den onde ånd fra sidste skole Isabel, der pludselig dukker op og hurtigt ødelægger håbet om en "ny start". Blandingen fungerer upåklageligt, og sandsynligvis er det sidste ord ikke skrevet om Loppen. Indholdet passer som fod i hose til Sommerfugl-serien, er som sådan sprogligt ukompliceret og kan læses af de gode læsere fra 9 år - op til 11-12 år. Loppen og isprinsessen er den svenske forfatters debut. I efteråret vandt hun en konkurrence om en bog til alle 5. klasser, så under alle omstændigheder hører vi nok igen snart fra hende på dansk. En perfekt og iøjnefaldende forside med en fristende præsentation af bogens indhold.