Lurens toner

Er Lurens toner et forsøg på at omplante popkunst, science-fiction og børns fantasi til børnebogen? Det forekommer sådan. Bogen er skrevet med bistand af David Gress Wright (en søn?), og den foregår i et fremtidssamfund på Møn med en magtsyg gamling, en fattig gøgler, en pengetrængende filmdiva med 5 unger, der går for lud og koldt vand, som hovedpersoner. En uvurderlig platinlur forsvinder, gøgleren (der elsker divaen) mistænkes, ungerne går på opdagelse og møder dybt inde i klinten Holger Danske (det er hans lur!), der netop er vågnet og griber ind og redder Danmark fra en atomkatastrofe og divaen fra fallit. Det er ikke nær så fantastisk at læse, som det lyder til. Personerne forbliver uden interesse, handlingen er omstændelig og forskruet, kommer ikke af stedet for aleniange beskrivelser af miljøer, huse, natur og påklædning. Bogen mangler simpelt hen liv. Den synes mere skrevet ud fra en teori om den »rigtige børnebog« end ud fra et behov. Men måske skulle man tage et pareksemplarer til afprøvning for at være sikker på, at det ikke er en selv, der er faldet bag af vognen.

Read the full assessment

Elsa Gress har åbenbart moret sig og sine børn med at digte en fremtidsfortælling om 5 søskende og deres excentriske mor, der lever i en kunstnerby på Møn. En kostbar juvelbesat plantinlur (!) bliver stjålet fra museet, og moderens elsker bliver anklaget for tyveriet. Heldigvis finder børnene Holger Danske, som vågnet af sin 1000-årige søvn har taget sin lur til sig, men som på børnenes bøn bringer alt i lave igen. Selvfølgelig må historien være fantastisk, men forfatteren er gået over gevind, og den lille fortælling på 93 sider tynges af lange detaljerede beskrivelser, ironiske hip til de voksnes verden, avanceret brug af ord og begreber, som Elsa Gress' børn måske kan forstå og værdsætte, men som vil gå hen over hovedet på normale børn på 10-12 år og få dem til at opgive bogen.

Read the full assessment