Intelligent, velspillet, humoristisk fortælling om moderne menneskers forventninger til det ideelle familieliv. Den afmonterer myten om at franske film er for det smalle publikum, og har et fængende omslag med mange stjerner på. Kan fx formidles som en god film i stil med Den eneste ene.
Rigtig sød og sjov film, hvor vi følger Nicolas og Barbara gennem den indledende flirt, forelskelsens sexuelle rus, graviditet og 1. år med baby. Glæden forvandles efterhånden til skuffet distance. Barbara føler sig utilstrækkelig som mor og kæreste, Nicolas forsøger at leve som normalt, og det går jo helt skævt. Barbara og Nicolas når omsider frem til hhv. at finde sammen med og sige fra overfor deres ret specielle mødre, og mødregruppen får et velfortjent fur. Men om de kommer til at leve lykkeligt derefter, er uvist. Historien er fortalt med charme og satirisk glimt, og med god empatisk dybde i personskildringen.
Ikke en "typisk fransk" film, men knytter tråde fra film som High fidelity, Verden ifølge Garp og ikke mindst Den eneste ene. Vi har desuden Første dag i resten af dit liv, 2010 af samme instruktør.
Charmerende, rørende fransk film med sort humor om et moderne ungt pars forelskede glade dage, indtil de bliver forældre. De finder måder at håndtere deres egne, besværlige mødre på, men kæresteforholdet bliver presset til det yderste. Livet er bestemt ikke for kort til søde, kloge, sjove franske film som denne, tværtimod.