"Resultatet er et soulalbum, der er produceret som en popplade. Hyggesoulet, om man vil. Der er godt med veloplagte blæsere, strygerarrangementer, håndklap og bløde rhodestangenter og kække trommer. Men det er, som om hele lydbilledet - og selv Molekos fineste våben, den karakteristisk røgede stemme - lyder som om, det har fået med neglefilen, så man som lytter ikke kradser sig for slemt. Og det er en skam".