Isabel Allende har atter skrevet en rigtig god roman, denne gang med en kvindelig hovedperson, der rejser ud i den vide verden og skaber sig sit eget liv. Den er fortalt i et flot, fabulerende sprog med en spændende handling og en vrimmel af finurlige, mærkværdige personer, der står lyslevende for én. Eliza er hittebarn og vokser op hos en velhavende, engelsk familie i Chile i midten af 1800-tallet. Som 16-årig forelsker hun sig brændende i Joaquín, og da han drager til Californien for at lede efter guld, stikker hun af hjemmefra for at finde ham. Det bliver en farefuld og eventyrlig rejse, hvor Eliza klædt i mandsdragt finder en helt ny frihed, som hun hidtil ikke har kendt i en kultur, hvor kvinder spærres inde i korsetter og konventioner. Nu rejser hun igennem Californien, som vrimler med fordrukne guldgravere og fæle skurke, men også med ukuelige indvandrere, der trodser alle strabadser for at finde lykken. Eliza oplever fødslen af en ny nation samtidig med, at hun selv modnes som person og finder sin lykke, mens elskerens billede fortoner sig i det fjerne. Kærlighedskogebogen Afrodite (1998) er det seneste fra forfatterens hånd, men denne roman vil ganske sikkert opleve en langt større efterspørgsel.