Måneelevatoren er en usædvanlig smuk og poetisk billedbog. Helt nem at gå til er den imidlertid ikke. Der stilles store sproglige krav, hvis man som barn skal fange såvel detaljer som pointer i kalenderversene. Både sprogbilleder og begreber ligger udenfor de fleste børns forståelsesverden, men hvem siger, at børnebøger altid skal være lette at gå til. Versene er ganske korte, så barnet og den voksne bør i de fleste tilfælde kunne tale sig frem til meningen med de sjove ord. Desuden er Lilian Brøggers frodige figurer særdeles hjælpsomme med at forklare begrebernes betydning. Faktisk er billederne så fortællende, fantasiskabende og stemningsfulde, at de lokker til at genlæse versene på nye måder. Således bliver denne billedrige og poetiske kalenderbog på én og samme gang en udfordring til barnet og den voksne om at gå søgende ind i sproget, en intens beskrivelse af årets gang på et temmeligt krævende plan og en billedmæssig og sproglig opdagelsesrejse, der med lidt tålmodighed giver oplevelser på flere niveauer. Bogen stiller krav om lytten, tålmodighed, opmærksomhed og eftertænksomhed - evner, som alle moderne børn har godt af at opøve. Børn over 6-7 år vil få mest ud af samværet om bogen.