Bibliotekets grillkogebøger kan groft opdeles i to typer: De der omhandler én eller flere grilltyper, f.eks. kuglegrill og bål, og har opskrifter tilpasset grilltypen, og de der bringer opskrifter som generelt er velegnet til grillstegning. Denne bog hører til den sidste type. Bogen har opskrifter på grillmad med kød, fisk, grønsager og frugt samt tilbehør i form af dip og salater. Der er lagt op til uforpligtende samvær med et par venner. De anbefalede kødudskæringer hører til i den billige ende, hvorimod en del af fiskene er dyre eller svære at skaffe. Salaterne er udmærkede, og de kan anvendes til meget andet end grillmad. Selve grillstegningen er der ikke mange oplysninger om, og de anførte tider passer ikke altid. Der er kortfattede oplysninger om redskaber, optænding m.m. samt udførlig beskrivelse af teknikken ved indpakning i folie, marinering af fisk, tilberedning af barbecuesauce og bagte kartofler samt en illustration af, hvordan man tjekker om bøffen er mør. Bogen er gennemillustreret med flotte, appetitvækkende fotografier. Den kan udmærket supplere samlingen, men sammenlignet med Annie Nichols Grillmad fra 1998, som den kommer nærmest, er den nye mere kulørt og overfladisk, mens den ældre indholdsmæssigt er bedre.