Bogen starter dramatisk med en ildebrand og en mand, der omkommer i flammerne. Han efterlader kone og to små børn. Venneparrene samler sig nu om de efterladte, og langsomt ødelægges det spind af falsk tryghed, med alle de løgne og fortielser det medfører, som de har vævet hinanden ind i. Vi er i Holland blandt de unge, de rige og de smukke med alle de rigtige ting. Fire familier, der er flyttet fra storbyen og til landet mødes jævnligt i en madklub, der er en slags erstatning for cafelivet i byen. I madklubben bliver der ikke kun spist og festet, der bliver sladret, gjort forretninger og så er der alle de hemmelige affærer. Det må ende med et brag, og branden er kun starten. Bogens fortæller, Karen, og hendes mand er de sidst ankomne til klubben og formår på en eller anden måde at holde fast i sig selv, selv om de begge lige når at røre kanten af det spind, der ligger over klubben. Forfatteren skriver ligeud af landevejen, kvikt og med skiftende scener som en amerikansk serie, bedst er skildringen af forholdet mellem Karen og hendes mand, andre af bogens personer fremstår mere svagt. Det er forfatterens første bog på dansk, den er let læst, underholdende og uforpligtende.