Ligesom Landbrugsrådets udgivelse Grisestien 2003/04 er Mælkevejen primært et læsehæfte med fagligt indhold for de yngste skoleelever. Begge udgivelser kan dog bruges til de 5-8årige i forbindelse med emnearbejde i daginstitutioner om fødevarer og/eller landbrug. Men om mælkens vej fra ko til bord er der andre nyere titler, der er mere oplagte i børnebiblioteket. Mælkevejen fortæller om arbejdslivet hos en familie med malkekvæg og virker mere helstøbt end hæftet om griseavl, fordi den koncentrerer sig om ét landbrug. Den fortæller især om landmandens arbejde i stalden og på markerne, hvor han bl.a. har afgrøder, der egner sig til foder. Hans kone tager sig af alt det administrative arbejde, der også er en del af et moderne landbrug og familiens to døtre holder af at følge kalvene. Det får læseren også mulighed for. Fra undfangelsen til de enten bliver malkekvæg eller som tyrekalvene hurtigt ender på slagtebænken. Teksten er kort og sat med en god letlæst typografi, men der mangler forklaringer på specielle ord som f.eks. inseminør, og hvad er dybstrøelse? Illustrationerne er helsides farvefotos fra et velfungerende landbrug hvor køerne går i løsdriftsstald og kommer på græs, og hvor der ikke sprøjtes mod ukrudt.