Kristin, en midaldrende kvinde fra USA, arver pludselig et mafia imperium fra sin italienske farfar. Hun drager til Italien og inddrages i et opgør, som hun viser sig at være ualmindelig dygtig til at klare. For den voksne målgruppe, der holder af et humoristisk drama med en del vold og splatter.
Kristin (Toni Collette), er i en tvivlsom fase af sit amerikanske forstadsliv, med en søn, der netop er flyttet hjemmefra og en mand der er hende utro. Midt i elendigheden kaldes Kristin til Italien af den insisterende Bianca (Monica Bellucci), der er særlig konsulent for Kristins italienske familie, der netop har mistet familiens overhoved, Kristins farfar. Da familien er i opgør - mafiaopgør -med en anden familie, er der brug for Kristin til at rede trådene ud og lede familien. Det viser sig at Kristin har et særligt talent for at klare jobbet. Instrueret af Catherine Hardwicke.
En meget usandsynlig historie, med flere meget usandsynlige udfald og hændelser, der har sine humoristiske, men også unødvendigt ulækre kampscener. Udmærkede skuespilpræstationer, særligt fra Monica Bellucci og Toni Collette, der begge kunne fortjene et bedre manuskript.
Se fx "The Outlaws" med et lignende overraskende forbryderisk plot.