Books / fiction for children / roman

Magiske trin


Description


Fantasy. Den unge trolddomskyndige Sandrilene opdager magiske kræfter i drengen Pascos dans. Hun bliver hans læremester i udøvelsen af trolddom, og sammen tilintetgør de nogle ondsindede mordere.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 20. Sep. 2002

By

By

Torben Wilhelmsen

d. 20. Sep. 2002

Denne nye fantasyroman af Tamora Pierce er en selvstændig fortsættelse af 4-binds serien Magiens cirkel fra 2000/01. En af personerne fra denne serie, Sandrilene, er hovedperson i denne nye historie. Sandrilene opholder sig hos sin onkel, hertugen af Emelan. Hun opdager magiske evner hos en ung dreng, Pasco - evner der knytter sig til hans færdigheder som danser, og hun får til opgave at oplære ham som troldmand. Samtidig sker der nogle frygtelige og blodige mord i byen, mord, som kun kan udføres ved brug af trolddom. Sandrilene hvirvles ind i opklaringen af disse mord, og det lykkes hende at tilintetgøre morderne ved hjælp af Pascos dans. Som de tidligere mange fantasybøger af Pierce er også denne velskrevet og elementært spændende. Hun formår at tegne et levende, nuanceret og overbevisende portræt ikke bare af bogens hovedpersoner, men også af historiens mange bipersoner, der optræder i et originalt univers, hvor "kvindelige" færdigheder som Sandrilenes arbejde med tråd og Pascos dans er grundlaget for personernes trolddomskraft. Historien er medrivende fortalt med en støt stigende spændingskurve, hvor der også er plads til både humor og miljøbeskrivelse. Selvstændig læsning fra ca. 12 år.


The libraries' assessment

d. 20. Sep. 2002

By

By

Jens Verner Nielsen (skole)

d. 20. Sep. 2002

De fire bind i fantasy-serien Magiens cirkel om fire meget forskellige unge under oplæring til at kunne styre og udvikle deres magiske evner følges nu op med yderligere fire bind i direkte forlængelse af de foregående. I dette første bind følger vi den adelige nu 14-årige Sandrilene fra hun opdager at en lidt yngre almuedreng, Pasco fra en vægterfamilie, uden selv at vide det har magiske evner knyttet til dans. Ved at forene disse evner med Sandrilenes særlige evner for magisk vævning og spinden får de to efter et dramatisk og ret så bloddryppende forløb med masser af spidsfindig brug af magi stoppet en krig mellem to handelshuse. Til sidst får Sandrilene lov til at forblive som hjælper hos sin hertugelige onkel borte fra læremestrene i Spiralcirklens Tempel - hun skal leve sit eget voksenliv nu. Det er en velfortalt historie, der langsomt bygges op så vi kommer tæt på de mange personer og lærer de fremmedartede begreber og handlemuligheder i landet Emelan at kende samtidig med at krimielementet udfoldes. For gode læsere fra 6.-7. klasse er det god underholdende læsning med troværdige personer nuanceret beskrevet i et tidløst middelalderagtigt samfund med nemme paralleller til forhold i vores egen aktuelle nutid.