Malot Halatomats krone

Tegneseriealbum for børn - ikke så morsom som Sofie 1. (Kalamazuts fantastiske æg). De humoristiske højdepunkter er en kat, der æder en mekanisk kanariefugl og derefter går rundt og siger pip-pip, og Sofie, der af og til sparker forbryderne over skinnebenet og kalder dem aber. Handlingen: En azteker-kongekrone stjæles fra et museum, mens Sofie og de øvrige besøgende ligger bedøvet af gas. Hun og hendes far finder hurtigt tyvene, men alle overraskes af en ny bande og bortføres til Sydamerika. Bandechefen håber, at kronen og en meget menneskelig robot, der benyttedes ved aktionen i museet, skal hjælpe ham til magten i en republik med en masse uopdaget olie under bananerne. Men da han meget uklogt har fanget Sofie og hendes far mislykkes det hele naturligvis. Regerings-soldaterne kommer, og alt ender godt! Der sker en masse, og til slut må der en grundig forklaring til for at få alle brikker (hos læseren) til at falde på plads, og så sidder man alligevel og bladrer lidt forvirretrundt med et par løse ender. Tegningerne er gode uden at imponere. For 10-12 årige er det harmløs underholdning, der ikke hæver sig over gennemsnittet.

Read the full assessment

En gammel kostbar indianerkrone forsvinder fra et museum i besøgstiden. Den eneste udgang fra udstillingssalen er bevogtet af en mystisk kustode. Sofie og hendes far er tilfældigvis til stede og kommer ligeledes tilfældigvis på sporet af gerningsmændene. Netop som de afslører tyvene dukker endnu et par forbrydere op for at tilegne sig kronen. Det viser sig, at den mystiske kustode er en robot og samtidig er løsningen på museumstyveriet. De nyopdukkede gangstere arbejder for en hr. Ptikoehonoff, der ønsker både kronen og robotten til at gennemføre et kup i en sydamerikansk stat. Dette er seriens andet album, og det er en smule bedre end det første. Historien er denne gang skruet lidt bedre sammen. Sofie er heller ikke så irriterende og fnisende som i det første album. Men både Sofie, faderen og superskurken er nogle stereotype papfigurer, og som det ofte er tilfældet i tegneserier, er bipersonerne de sjoveste og mest interessante. Tegningerne og de forskellige gags svingermegetikvaliteten. Farvelægningen er uinspireret, men tålelig. Det er en serie, hvor det kreative og tankevækkende er skruet ned på lavt blus for at tækkes seriens målgruppe: De 7-10 årige, som jeg tror vil indse, at de er blevet undervurderet af forfatteren.

Read the full assessment