Til inspiration og stof til dialog med børn fra 5-8 år i børnehaven, indskolingen og i hjemmet. Bogen kan læses for og bruges sammen med målgruppen til at behandle emnet: mobning og drilleri.
Illustrators markante stil er genkendelig. Konturstreger i vekslende tykkelser og den sjuskeagtige streg, som når man ser på helheden er alt andet end sjusket, fungerer her fint, og tilfører en naiv og ren - som i et barnesind - tone til historien. Teksten er beskrivende og observerende. Det mærklige og særlige bliver beskrevet uden særlige effekter eller anstalter, så tekst og billede matcher hinanden. Sproget er ligefremt og har sin egen stille humor som billederne. Billederne er farvelagt i blandingsstil tempera, farvekridt og akvarel samt skabelontryk mv. Der bruges mange klare farver, men også mere komplekse og fx skraverede baggrunde er skabt. Billedsiden er rørende, og tolker teksten langt videre. Der bliver nok grædt lidt over Maltes skæbne, når han er en lille bange mus, men det ender jo godt. Dækkende forside, og fin bagsidetekst.
Vi har en del billedbøger om emnet, men de vælger som regel en mere direkte tilgang til emnet. Dette er en af de mere fantasifulde der rammer følelserne ret direkte. Forfatteren har beskæftiget sig med emnet før Onkel Pedro kommer hjem, der dog bevæger sig i en anden retning, men den spiller også meget på følelserne.
En meget vellykket billedbog om emnet. Billedsiden udnytter de følelsesmæssige muligheder i teksten fuldt ud, så resultatet er helstøbt.