Susanna Hartmann er illustrator af bl.a. letlæsningsserierne om Ane og Freja, og her har hun så også selv bearbejdet teksten til eventyret om Manden uden hjerte. Historien er den om de syv brødre, hvoraf de seks drager ud for at finde 7 brude. Det lykkes, men der skal afleveres en tribut til det onde, som så oven i købet forvandler dem til sten. Den yngste bror må derefter selv klare sagen. Det sker ved at være god og retskaffen, og på den måde skaffer han sig de rette allierede, som hjælper ham i farens stund. Han udrydder det onde, og så kan de alle leve lykkeligt til deres dages ende. Det er egentlig en grum historie, men forfatteren har valgt at illustrere i en venlig og farverig tegnestil, som måske ikke gør historien uhyggelig nok. Til gengæld er illustrationerne i god overensstemmelse med teksten, hvilket er en god støtte til læserne, som kan begynde at arbejde med bogen fra midt i anden klasse. Teksten er sat i korte linier, som er opbygget således, at de hver så vidt muligt indeholder en betydende oplysning. Satsen er tydelig, og som helhed er bogen en god støtte til læseindlæringen, uden dog på nogen måde at komme til at forstyre de små læseres nattesøvn.