Det debuterende forfatterpar vandt med denne bog konkurrencen Årets Århus-krimi 2006. Christian Mørk er blevet smidt ud fra en topstilling i et stort medicinalfirma med et gyldent håndtryk, som han kan leve af. Han laver derfor ingenting og begiver sig kun ud af sin lejlighed for at tage natlige drukture. Han har kun kontakt med et menneske, en tidligere kollega, der omkommer i en sikkert påsat brand. Dagen efter kommer der et brev fra vennen, og det sætter ham i forbindelse med et team på Universitetet, der forsker i en dødelig afrikansk virus. Nogen har tilsyneladende stjålet noget af virussen, og sammen med den lituaiske forsker Marija prøver han at opklare sagen. Det er faktisk blevet til en meget flot thriller med konstant spænding og gode nuancerede personer og en sandsynlig handling, der dog af og til skal have en meget hjælpende hånd fra heldet for at komme videre, men det er en lille skønhedsplet på en lovende debut.