Marias dukke

Barsk og rørende billedbog om gadebørn. Især velegnet til en snak om børn i ulande. Ca. 5-8 år.

Bogen rammer lige ned i en standende debat om emnevalg og håb i børnebøger. Maria og hendes bror Paco er gadebørn i Sydamerika, og tjener penge ved at samle skrald. De voksne kræver, at de afleverer alt det, de finder. Da Maria finder en fin dukke, opdager de voksne, at hun skjuler den, og de to børn flygter fra byen. En flig af håb anes, da de to kører væk på taget af et tog. Oplæseren kan her være realistisk og forkaste håbet, eller lyve og lade barnet beholde det. Et varmt forhold mellem de to søskende mildner elendigheden, og her bidrager de flotte illustrationer især. Gabel mestrer både håb og håbløshed. En næsten grafisk brug af sorte streger og flader, virkemidler fra tegneserien og stilen generelt får mig til at tænke på tegneseriekunstnere som Derib og Hermann.

Om gadebørn er der ingen tilsvarende, nyere bøger for aldersgruppen. Tæt på er dog fx Azads kamel (09/31) og Perlefiskeren (03/05). Tegneren kan ses i fx Politikens store eventyrbog (05/34).

Også små danske børn kender til verdens elendighed, fx fra tv. Er der voksne, der føler behov for at uddybe eller forklare for børn i billedbogsalderen, så er de godt tjent med denne helstøbte bog. Morten Dürr er selv aktiv i debatten om, hvor barske bøger for børn må være, og her afsøger han grænserne.

Read the full assessment