Marionetdrømme

Thomas Boberg har i digtsamling efter digtsamling siden debutbogen Hvæsende på mit øjekast fra 1984 vist, at han er en ferm digter med et opfindsomt og voldsomt billedsprog. Det fortsætter hanmed i denne nye bog, derer fyldt til randen med digterisk nærvær og lyst til opgør med den grasserende tidsånd. Fuld af digte, der udstråler desperation, dokumenterer livtag med tilværelsensproblemer, råber 'jeg' i et væk, udstråler opfindsom magtesløshed. Men på sæt og vis er Thomas Boberg fange i sit eget projekt. Hans udgangspunkt i jeget bliver selvspejlende og egomanisk, og detfår også negative konsekvenser i og med at hans metaforik spinder sig tilbage om sig selv i stedet for at fungere som henvisninger fra og til den omgivende verden. I samme forbindelse bliverBobergs opfindsomme sprogbrug distanceskabende og manieret. Så alt i alt må jeg dianogsticere bogen her som en fuser på højt plan, der er mættet med poetisk gestikulation, men mangler dendialektiske fandenivoldskhed, der kunneåbne udtrykket ud mod omverdenen, sætte digterfiguren i skred og befri den for dens positur.

Read the full assessment