En humoristisk fagbog med mange informationer. Bogen er formet som en rejseguide for en potentiel rejsende til Mars. Teksten henvender sig direkte til den rumrejsende og giver mange gode råd og anvisninger, fx: Hvornår er afstanden til Mars kortest, hvordan finder jeg Mars, hvilket klima kan jeg forvente, seværdigheder på Mars, hvilke sportsgrene kan med fordel dyrkes på Mars, hvilke menneskeskabte effekter kan jeg forvente at finde m.m. Den tætskrevne tekst er trods sin morsomme undertone spækket med faktuelle oplysninger. Hist og her brydes teksten af enkelte fotos og bevidst barnlige tegninger. Om man bryder sig om denne form for hybrid tekst er en smags sag, men der er ingen tvivl om bogens bagvedliggende store faglighed. Layoutet virker ikke umiddelbart appellerende, men hvis man bliver grebet af bogens ide får man umiddelbart lyst til at læse videre. Bag i bogen findes fakta om Mars samt en lidt speciel litteraturliste der inkluderer skønlitteratur. Teksten kan læses fra 12 år, og bogen kan i skolesammenhænge benyttes til et tema om planeterne.