Med denne spændings- og kærlighedsroman debuterer Peter Boe, og man må sige med maner. En uhyre velskreven og spændende roman om terror og tabt kærlighed, som sætter scenen i Århus, Afghanistan, Egypten, Rom og endelig i Kosovo. David Aabye, freelance journalist, er blevet forladt af sin kæreste og lever et fortumlet liv i Århus. Samtidig er en række muslimske terrorister ved at planlægge en spektakulær aktion, at smadre Peterskirken i Rom med et kapret fly. David skal til Bruxelles for at mødes med en ven og befinder sig på det fly, der bliver kapret. Så følger en hæsblæsende skildring af kapringen og dens konsekvenser. Bogens force er beskrivelsen, dels af den lidt vattede David og alle hans fortrædeligheder i Århus, dels skildringen af terroristernes tilrettelæggelse af aktionen, skildret gennem de fire kapreres historie, deres baggrund, og deres optræning i skjulte lejre i Afghanistan. Boe kommer helt ind under huden på terroristerne, deres bevæggrunde til at ville lide martyrdøden, alle styret af Omar (læs Bin Laden), som er den, der bestemmer alt. Flot fortalt, flot komponeret med de mange skift mellem stederne, hvor udviklingen sker og så med en overraskende slutning, hvor den vattede David kommer til at spille en afgørende rolle.