Nintendo DS, PS3. Actionspil med rollespilselementer. For børn og unge 12-18 år, samt voksne Marvel-fans. PEGI 16+, med ikon for vold. Vil dog ikke genere børn i målgruppen. 3 sværhedsgrader. Sprog: engelsk. Med multiplayerfunktion og onlinemulighed.
Superheltene fra Marvel-universet står overfor en tvungen registrering og må igen bevise deres værd. Spilleren styrer et hold på 4 superhelte igennem hårde kampe. Gameplay er primært action, men der er også gåder, quizzer, leksikon og mulighed for dialog. Man kan skifte imellem superheltene, som det passer til situationen, men resultatet er stort set det samme. Superheltene er uovervindelige, specielt hvis man anvender "fusion power" hvor alles kræfter samles. På PS3 er grafikken filmisk flot i scenerne mellem missionerne, men falder derefter lidt i kvalitet - resultatet er en til tider lidt rodet skærm. Specielt på NDS. Denne version har sine egne problemer, hvor heltene har tendens til at forlade holdet og vandre rundt udenfor skærmen. Man skal være efter sin superhelt!.
Sammenlignet med Marvel ultimate alliance er der klare forbedringer. Spillet er flottere og afvikles mere glidende. Desuden kan man nu designe sin helt egen superhelt fra bunden. I forhold til andre Marvel-udgivelser (som fx "X-men") er der ikke den store forskel, hverken i gameplay eller grafik.
Marvel ultimate alliance 2 har mange sjove features, der gør det både sjovt og spændende. Spillet er meget omfattende og man kan sagtens vende tilbage. Det grundlæggende gameplay (at smadre alt og alle) kan godt blive lidt ensformigt. PS3-udgaven fungerer klart bedst.