Books / fiction for children / roman

Mary - heksens datter


Description


Marys bedstemor bliver hængt som heks i 1600-tallets England og Mary flygter til Amerika. Selvom ingen kender hendes fortid i det puritanske samfund, hun bliver en del af, fokuseres der snart på hendes evner. Overtroen er stor og præsternes magt uhyggelig.

Reviews (3)


The libraries' assessment

d. 9. Oct. 2001

By

By

Lene Kristiansen

d. 9. Oct. 2001

Celia Rees er kendt for sine psykologiske spændingsbøger, og det er på sin vis de samme elementer, hun benytter sig af her. Historien fremstår som "autentiske" dagbogsoptegnelser, skrevet af den 14-årige Mary. Tiden er 1659 og historien starter i England, hvor Marys bedstemor er blevet hængt som heks. Forældre har hun ingen af, og da hun foruden at være heksens barnebarn også selv har evner som helbreder og clairvoyant, bliver hun hjulpet til at flygte. Forklædt som puritaner kommer hun med en menighed om bord på et skib på vej til Amerika. Selvom Mary finder venner og ligestillede om bord følger overtroen og angsten med, og dén kombineret med en magtfuld præst i det nybyggersamfund, de bliver en del af, resulterer i endnu en anklage og endnu en flugt. Rees fokuserer først og fremmest på Mary og viser en selvstændig, modig og handlekraftig person, som - alene for at overleve - forsøger at acceptere den spændetrøje tiden og ikke mindst præsterne påtvinger hende. Men det er ikke kun en historisk roman. Der er masser af identifikationsmuligheder og paralleller til i dag, og gangbare følelser som kærlighed, jalousi, venskab bliver ikke underlagt tidsbilledet. En spændende historie til læsere af bl.a. Skammerens datter. Fra 12 år.


The libraries' assessment

d. 9. Oct. 2001

By

By

Erik Boas Pedersen (skole)

d. 9. Oct. 2001

"Jeg hedder Mary. Jeg er en heks." Sådan indleder Mary sin beretning, der strækker sig over godt et år i 1659-60 og fortæller om flugten over havet til Amerika med en flok puritanere, et længere ophold i Salem og derefter rejsen ud i ødemarken. Udover at fortælle detaljeret om det barske liv som rejsende og nybygger giver bogen et intenst og uhyggeligt blik ind i datidens smalsporede religiøsitet og småborgerlige bornerthed, der forfulgte især kvinderne med evner for helbredelse og omsorg, snarrådighed og selvstændighed. Bogen starter således dramatisk med bedstemoderens henrettelse i England og med Marys flugt, hjulpet af hendes "skjulte" mor, også anklaget for hekseri, men beskyttet af en indflydelsesrig mand. Men mistænksomheden, beskyldningerne og senere anklagen følger med i menigheden og bryder ud i det nye samfund i kølvandet på overtro, misundelse og uforstand som reaktion på Marys selvstændighed, handlinger og udsagn. P. Clapps Heksenes børn fortæller en tilsvarende historie fra Salem 1691, og Heksejagt, en film over et skuespil af Arthur Miller, trækker, som denne bog, politiske tråde til et fordomsfuldt samfunds behandling af udkantspersonerne. En fremragende bog, meget mere end en historisk børnebog. Fra ca. 7. kl.


Folkeskolen

Årg. 118, nr. 48 (2001)

By

By

Thorkild Borup Jensen

Årg. 118, nr. 48 (2001)