Lær at tegne bog med trin for trin anvisninger til en lang række figurer, karakterer, dyr og overnaturlige væsner. Genudgivelse. Fra 9-13 år.
Schrader har en lang række tegnebøger bag sig. Størstedelen udkom for snart 10 år siden, og denne er en genudgivelse, der første gang udkom i 2005. Efter en kort indledning og et kapitel om brug af akrylfarver er der vejledninger til godt 50 forskellige karakterer, væsner og vilde dyr. Her er alt fra den afskyelige snemand til en gepard og den standhaftige tinsoldat. Der er trin for trin vejledning i skitseform ved hver tegning og en farvelagt tegning, der viser det endelige resultat udført med akrylfarver. Ved hver figur er der en kort indledning om figurens historie og kendetegn. Bogen er desuden krydret med små generelle tegnetips i øverste højre hjørne. Bogen er let at gå til. De korte indledninger er lærerige og udvalget af figurer er bredt. Man vil uden tvivl kunne finde figurer, som ikke findes i andre tegnebøger. Illustrationerne og tegnestilen virker imidlertid altmodisch ligesom forsiden mangler appel.
Bogen er en tro kopi af 1. udgaven fra 2005 bortset fra forsiden, som er mere enkel end den oprindelige. Ligner i stil, layout og opbygning andre af Schraders tegnebøger.
Genudgivelse af en bog om at lære at tegne. I bredde og udvalg af figurer er bogen god, men den har et altmodisch præg over sig, og jeg tvivler på, at den vil appellere til nutidens børn. Kan dog fint erstatte den tidligere udgave, hvis den er kasseret eller slidt.