11 kapitler om matematik, skrevet af lige så mange universitetslærere ved danske universiteter. En af anledningerne til udgivelsen er Verdensmatematikåret i 2000. Det er artikler der skal give den interesserede, men ikke nødvendigvis sagkyndige, læser et billede af matematikken som fag og videnskab og dens rolle og funktion i verden. Artiklerne spænder fra filosofiske diskussioner af forholdet mellem matematik og virkelighed, altså spørgsmålet om hvorfor og hvordan vi kan anvende abstrakte systemer til at beskrive virkeligheden med, til betragtninger vedrørende matematikundervisning og brugen af matematikken i samfundet. Andre kommer rundt om klassiske matematiske problemstillinger og om moderne matematisk forskning. Forfatterne har bestræbt sig på at undgå fagterminologi og matematiske symboler, og både i den generelle indledning til bogen og i sin introduktion til de enkelte kapitler gør redaktøren, Mogens Niss, meget for at hjælpe læseren på vej. Alligevel er det nødvendigt med en vis grundviden om matematik og ikke mindst nysgerrighed overfor faget, for at hænge på. Udbuddet er som bekendt stort af matematikbøger til undervisningsbrug på alle mulige niveauer. Bøger om matematik som lystlæsning er derimod sjældne, men her er altså en.