Billedbog om at få rokketænder og om at slå tænder ud ved uheld - for de 3-6-årige.
Forfatteren og illustratoren er debutanter og har sammen lavet en billedbog om at miste tænder. Mathilde får en rokketand, og da hun opdager det, bliver hun bange - for hvad er der ved at ske med hendes tænder? Hun har en masse forestillinger om hvad der kan ske, indtil mor fortæller hende, hvad det er. I børnehaven ryger tanden ud, og Mathilde synes det er lidt sejt. Emma taber også en tand, fordi hun falder ned på legepladsen. Så nu har de begge på hver deres måde tabt en tand. Teksten har mange dialoger og er derudover skrevet i en meget staccato-agtig form. Illustrationer er farverige og tegnet i en stil, der ligner børnetegninger. Det er en historie som gerne vil ud over rampen, men som desværre aldrig rigtig kommer det. Historien starter fint og har nogle gode satser, men så er det som om historien mister sit greb og det gør man også lidt som læser.
Der findes andre billedbøger om at have rokketænder, men ikke helt med denne vinkel og forestillinger som bogen kommer med. Billedbogen Min rokketand 2008, er meget mere informativ og kommer mere rundt om historien.
Bogen har mange gode intentioner, men det er som om, at projektet ikke rigtig lykkes. Men fordi der ikke findes så meget andet for målgruppen med lige denne vinkel, kan jeg sagtens se lånere som vil have glæde af bogen.