Fortælling for børn fra ca. 10 år. Matt bor sammen med sine forældre langt ude i bjergene. Antagelig i Papua New Guinea. Bogen er tilegnet familier, der missionerer her. Matts familie har forladt alle civilisationens bekvemmeligheder for at missionere blandt de indfødte. Læseren følger familiens liv i halvandet år. Det er svært. Alle må leve meget primitivt, men familien har troen på Gud og overbevisningen om, at meningen med deres liv er at forkynde evangeliet for de indfødte. Et stort lyspunkt er det også, da moderen bliver gravid og føder pigen Marianne. For Matt har det ikke været helt let at vænne sig til tanken om en søskende, men han bliver meget glad for sin lillesøster. Indirekte løser hun også det problem, at Matt må forlade sin familie for at gå på kostskole. Det viser sig, at Marianne har en mindre hjertefejl, så familien må vende hjem. Skildringen af missionærernes liv er ret interessant, men personskildringen er for overfladisk til, at læseren helt engagerer sig i fortællingen. Kristendommen og troen på Gud styrer familiens liv. Det vil være svært for de fleste børn at forstå, at en levering af Markusevangeliet til brug for missionen kan fylde Matt med glæde og forventning. En bog om kristent missionsarbejde fortrinsvis for familier med et stort engagement inden for kristendommen.