Denne blå Dingo med to prikker vil eleverne - specielt drengene - i 4. og 5. kl. uden tvivl stå i kø for at låne. Den har alle de ingredienser, som de ofte efterspørger: spænding, gys, humor, friskfyragtigt, moderne sprog samt en vanvittig, urealistisk men skæg handling. Den fortællende hovedperson er Jack Stump. Som 10-årig drak han kemisk gift ved en fejltagelse. Han vågnede op af koma 20 år efter men var stadig som en 10-årig og tilmed grøn over det hele. Han flygtede hjemmefra og blev ansat i et detektivbureau. Bureauet har ikke mange opklaringssager og derfor ingen penge. Jack bliver da sendt på fisketur for at skaffe mad. Der redder han en kanin fra at blive kastet i søen af en mand, der beskylder den for at være en svinepels. Det kommer der en frygtelig historie ud af. Kaninen viser sig at kunne tale, og den løber i den grad om hjørner med Jack, så Jack til sidst føler sig så udnyttet og vred, at han beslutter sig for at drukne den. Om Jacks forehavende lykkes skal ikke røbes her. Illustrationerne passer fint til stemningen i bogen.