En ny og indbydende fagbog i serien De store fagbøger, som henvender sig til selvstændig læsning i forbindelse med emne- og projektarbejde fra ca. 11 år (6. klasse). Bogen kan også indgå i et fagligt læsekursus.
I 23 afsnit fortælles om mayaernes liv både i fortid og nutid, herunder samfundsopbygning, kunst, gudeverden, deres særlige kalender og talsystem, den spanske erobring, jagten på mayaernes skatte, den danske forsker Frans Bloms liv hos mayaerne, nutidens mayaers daglige liv, åndemanere og trolddom og til sidst en kort beskrivelse af oprørsbevægelsen. Kapitlerne er rigt illustreret med informative farvefotos, hvoraf de fleste er taget af forfatteren selv. Den letlæste tekst er sat i korte og overskuelige spalter med overskrifter. Sidst i bogen findes stikordsregister, forslag til yderligere læsning samt internetadresser.
For målgruppen findes ikke lignende bøger om mayaerne. Bogen ligner i opbygning og layout de øvrige bøger i serien.
Bogen er et interessant bekendtskab med en fascinerende og højtudviklet kultur, som langt overgik datidens europæiske. Den giver desuden et godt indblik i mayaernes liv i nutiden.