Dansk roman om fire efterhånden knap så unge, men stadig smukke og rige australiere, der lever i overhalingsbanen med hæmningsløs sex, shopping, stoffer og alkohol. Deres overfladiske og hektiske liv udpensles i detaljer over 400 sider, og at holde interessen fanget så længe kræver en vedholdende indsats af læseren.
Aaron bor i Sydney, er stinkende rig og sidst i 30'erne. Han er en psykopatisk slagsbror med en blakket fortid og planlægger nu en gigantisk fødselsdagsfest. Kun de nærmeste tre venner ved, at festen skal fungere som cover up for en grusom hævn. Aaron og vennerne er kendt fra Qvortrups tidligere romaner, og de er fortsat grænseløst depraverede, perverterede og promiskuøse. Romanen fortælles skiftevis fra Aaron og vennernes synsvinkel og er en lang tour de force gennem brutal sex, sprut og stoffer i endeløse baner, tøj og selviscenesættelse. Sproget flyder let og ubesværet, og den ene kvikke bemærkning følger den næste, men for mig har det været både trættende og anstrengende at læse om al den glitrende tomhed og udpenslede brutalitet.
Journalist og forfatter Thomas Qvortrup (f. 1968) har tidligere skrevet Tæt på paradis, 2002, og Delvecchios dom, 2005, som nærværende roman er en selvstændig fortsættelse af. En slags dansk pendant til Ellis' American psycho fra 1991.
Dansk roman om det depraverede og perverterede jetset i Sydney. Roman er velskrevet, men det bliver hurtigt trættende konstant at befinde sig i jetsettets både tomme og brutale univers.