Mellemzone : digte

Jens Laigaard viste i sin debutbog En vis afstand (1981) eksempler på et uomtvisteligt poetisk talent i en række nærgående analyser af nutidsmenneskets kærligheds- og samlivsproblemer. I den nye bog forekommer det mig, at hans disposition kæntrer. Først kommer fem digte, som indefra beskriver den personlige oplevelse i et sansemættet og billedrigt sprog. Gode, vellykkede digte. Men så giver Laigaard sig til at beskrive, køre frem med opremsninger af data og fænomener, som forsøger at fremmane et dystert helhedsbillede af vores tid, og her bliver digtene til uinteressant dusinvare, selv om der også senere i bogen kommer korte fortættede og holdbare digte. Jeg tror, at de gode digte afspejler Laigaards egentlige digteriske gemyt, men ser en fare i, at han giver efter for den herskende tilbøjelighed til at unge digtere partout skal forholde sig til den bredt markedsførte undergangsstemning. Det kommer der i Laigaards tilfælde mest floskler, postulater og uinteressante digte ud af.

Read the full assessment