Til fodboldentusiaster og Messi-fans, fra 14 år og op.
I Rosario i Argentina d. 24. juni 1987 blev Messias født, undskyld Messi. Men det er næsten den samme person, hvis man spørger en argentiner eller en Barcelona-fan. Denne bog af Luca Caioli, handler om den argentinske fodboldspiller Lionel Andrés Messi, der i 2009 og 2010 blev kåret som verdens bedste fodboldspiller. Messi selv er meget kortfattet i sine udtalelser i bogen. Men familiemedlemmer, holdkammerater og trænere påpeger at Messi netop er en meget afdæmpet person, der lader fødderne tale for sig. Selvom talentet er stort, er det begrænset hvad Messi har oplevet i sit 23-årige liv. Men vi får dog historien om, hvordan han fik væksthormoner som dreng, og at han forlod familien for at flytte til Spanien og satse på fodbolden. Sproget i bogen er lidt kluntet, men meget ordret, da de fleste afsnit er i interviewform. Bogen er illustreret.
Forfatteren har før skrevet bøger om andre unge fodboldhåb som Cesc Fabregas og Fernando Torres, de er dog ikke oversat til dansk. Der er ikke før udkommet bøger om Messi på dansk.
En jævn og letlæst biografi om en af fodboldens prinser, der er godt på vej til at blive konge. Fans af Messi vil føle sig underholdt, men de ved nok det meste i forvejen.