I et miks af kendte elementer fra især Star wars og computerspil tilføjet egne fantasifulde indslag har forfatteren, en 19-årig gymnasieelev, skrevet om en klassisk konflikt. Højteknologiske væsner fra en fremmed planet vil i 2072 forsøge at udslette menneskeracen og overtage Jordens ressourcer for selv at overleve. Om det efter 50 års kamp endelig lykkes, afsløres først i bind 3, for dette er kun 1. del af trilogien om kampen mellem Meta-Typerne fra Kouronia og kamptropperne fra IDE/Interplanetary Defence of the Earth. På den ene side står den helt nye klonkriger Meta-Superior, som sammen med en større hær får til opgave at hente et nyt grundstof på Jorden. Den anden side udgøres af en gruppe jævnaldrende, nyudannede soldater i forskellige værn under IDE. Med sceneskift mellem de to sider i konflikten følges situationen begge steder. Det fungerer godt, for dels tilfører det dynamik, og dels følges aktørernes personligheder og udvikling bedre. Bogen er elementært spændende, og målgruppen af unge Star wars fans og sf-læsere og de lidt ældre vil blive fanget af historien. Svagheden er især bogens sproglige stil og kvalitet. Der er meget direkte tale, og desuden veksles mellem beskrivelser i enten knudrede eller meget korte sætninger. Rytmen bliver således brudt, og der er flere sproglige fejl. Inspirationskilderne viser sig flere steder ret tydeligt, og forfatterens alder ses i beskrivelserne af kæresteri/sex mellem personerne og væsnerne, men trods indvendingerne en ganske god debut af en ny dansk science fiction forfatter.