Samling af korte essays, aforismer og bonmot'er af den svenske essayist og litteraturkritiker Horace Engdahl, af hvem vi også fik Berøringens ABC i 2004. Bogen her er en lille, smal sag, ikke egentlig svært tilgængelig på det tilegnelsesmæssige niveau, men med en smal målgruppe. Samlingen består af to hovedafsnit, der er stilmæssigt ens: det større "Meteorer" og det mindre "Nye meteorer". Teksterne spænder fra helt korte statementagtige filosofiske helmeninger som "Det rigtige ord ligner et hurtigt og dybt åretag som driver fremad uden at sprøjte vand op" og en lyrisk inspireret sentens, som "Først langt senere forstod jeg hvad drømmen betød: at virkeligheden er det der kun findes i et eksemplar" til syrlige civilisationskritiske kommentarer og længere eksistentielle essays med mere elaborerede forløb baseret på erindringsfragmenter og kulturhistoriske stumper. Sidstnævnte er der bestemt mest substans i, og det er her man kan se, at der er en rigtig person, som har noget på hjerte og hjerne bag alle tankerne og meningerne. En person og forfatter der skriver til en læser og ikke kun til sig selv.