Tag med når Mia, Malte og farmor tager på en hæsblæsende skattejagt. For landkrabber og sørøvere fra 4 år, der kan lide at tage fantasien med på eventyr.
Mia og Malte elsker at være med farmor i sommerhus, hun finder altid på noget sjovt, de kan lave. Denne gang er det ekstra spændende, farmor har nemlig fundet et gammelt skattekort i haven. Og så kan det kun gå for langsomt med at komme af sted på skattejagt. Undervejs må de kæmpe med sørøvere på åbent hav og gemme sig for en skummel pirat med en ægte sørøverklo.
Tekst og illustrationer spiller godt sammen. Flere af illustrationerne breder sig over et dobbeltopslag og er med til at understrege spændingskurven i bogen. Fin historie med tilpas spænding for målgruppen. Teksten egner sig godt til oplæsning.
Der findes rigtig mange bøger om sørøvere. Jeg kan fx anbefale Jan Lööfs Min morfar er sørøver eller Jutta Langreuters serie om Kaptajn Sharky.