Michael Clayton, 2007 er en thriller så speget og spændende, suverænt skruet sammen og serveret, at den nærmest definerer genren. Den er intelligent forstået på den måde, at den inklinerer til hjernevirksomhed hos sit publikum og afstår fra nemme løsninger. En thriller for elskere af genren og rigtigt gode filmhistorier.
Michael Clayton er tidligere stjernejurist, men bruger nu sine evner til at klare alle de mere pinagtige for ikke at skrive snavsede sager for et stort advokatfirma. Han er god til sit job, men personlige problemer har placeret ham i en situation med konstante pengeproblemer. Da Michael skal rydde op efter en kollega, hvor nerverne tilsyneladende har slået klik, kommer han på sporet af en uhyggelig sag, hvor et multinationalt selskab prøver at sløre, at deres kemikalieprodukt har forgiftet mange mennesker. Michael Claytons dilemma er til at tage at føle på: Skal han gå efter pengene eller sandheden?.
Tony Gilroy debuterer sikkert som instruktør med Michael Clayton, men har som manuskriptforfatter stået bag filmatiseringerne af Robert Ludlums ligeledes spegede thrillers om agenten Jason Bourne. Advokater med personlige problemer og i et svært valg mellem penge og succes på den ene side og sandhed og moral på den anden er godt stof med Sidney Lumets Dommen som et lysende eksempel.
Meget anbefalelsesværdig film, hvor George Clooney er formidabel i den alt dominerende hovedrolle som advokat med samvittigheden gemt godt væk bag en cool facade og gustne bevæggrunde.