Stillehavspiloten Michael Logan bliver blandet ind i en farlig forsvindingssag på en lille vulkanø. Flere af beboerne er forsvundet, og øens rige mand planlægger samtidig sin flugt i ly af natten. En actionfyldt tegneserie for alle, der holder af heltefortællinger og eksotiske miljøer.
Piloterne Michael Logan og Donald Ineway snubler ind i det ene eventyr efter det andet. Til daglig arbejder de med at fragte gods i stillehavsområdet ved Brisbane i Australien, men de har næse for at støve en god historie op og mandshjerte til at støtte de kuede, de møder på deres vej.
Michael Logan-serien finder sted i en tid, hvor en rigtig mand slår på tæven og trodser enhver fare med et oprigtigt hjerte. Handlingen og billedsiden kan føles en smule gammeldags, men der er intet i vejen med indholdet. De eventyrer, de to hovedpersoner roder sig ud i, er stemningsfulde, interessante og overraskende. En udgivelse, der især vil begejstre nostalgisk anlagte tegneseriefans.
Udgivelserne vækker minder om cowboyserien om Tex Willer - en anden klassisk tegneserie, der er udkommet på dansk mange år efter sin debut. Se fx Tex - helten og legenden.