Sjov og ud over det sædvanlige. Også layoutet skiller sig ud, med tværformat og et muntert forside-blikfang. Ligner lidt en billedbog. Oplæsning fra ca. 8 år. Selvlæsning ca. 9-12.
Forfatteren tog i En dag skinner solen også på en hunds røv (07/08) udgangspunkt i personer med social slagside. Barskt og morsomt på samme tid. Det gør hun også her, bare anderledes. Det er skøn humor, når vi hører om naive og understimulerede Elvis' venskab med den voksne original Bette-P. Sammen hygger de sig med løgnehistorier, sabler og luftgeværer. For at hjælpe Bette-P beslutter Elvis at slå hans arrige, blinde og benamputerede kone ihjel. "Det kan sagtens lade sig gøre med et luftgevær. Man skal bare sørge for at komme tæt nok på." Masser at undres over og grine af, men også meget at snakke om. Sjove farveillustrationer i tegneserieagtig stil, der løfter historien yderligere.
Enkel og lige ud ad landevejen, men alligevel en bog der er helt sin egen. Forfattere som fx Bent Haller, Oscar K. og Ken Denning er "underlige" på samme måde. Og Anders Morgenthaler, som tegneren bl.a. har samarbejdet med om billedbøger og tegnefilm.
En skæv historie. Sjov at læse højt, hjemme eller i en klasse. Overkommelig at læse selv, for de lidt ældre i målgruppen. Tilpas skør til at drengene vil synes om den. Med et lag af alvor lige under overfladen. En bog præcis efter min smag.