Bogen henvender sig til drenge og piger fra ca. 7-8 år, der kan lide den klassiske børnelitteratur, såsom Roald Dahls fortællinger.
Det er forfatterens første bog på dansk og det er en vittig men også tankevækkende fortælling om en dreng der har flere penge end han formår at bruge. Hans far har nemlig opfundet en revolutionerende ny type toiletpapir, og da han er blevet mange-billionær på opfindelsen, forsøger han nu, sammen med sin søn, at leve det liv de tror "rige mennesker" gør. Det fører læseren gennem mange sjove situationer, men også det faktum, at det eneste vor hovedperson virkelig ønsker sig, er noget hans far ikke kan købe til ham: en rigtig ven. Bogen er forholdsvis let at læse, og er sat med nogle gode, store typer, der også vil egne sig til højtlæsning. Den er charmerende illustreret af Tony Ross, hvis streg er velkendt på børnebibliotekerne. Bogen i en høj kvalitet i udstyret, med en god, stiv indbinding og en fornuftig papirkvalitet, der er rar at bladre i.
Udover at have et tema og en tone der får mig til at tænke på Roald Dahls klassikere som Matilda og Charlie og chokoladefabrikken, tror jeg ikke det er tilfældigt at denne titel udkommer på samme forlag, som udgiver den populære serie om Rædsomme Rune, da nærværende titel klart vil tiltale samme publikum.
En rigtig fin titel, der både underholder og giver noget så sjældent som en velmenende morale. En meget anbefalelsesværdig bog.