Til læsere af bøger om erhvervspersonligheder, både dem med succes og dem på aktuel nedtur. Denne kan formidles bredt også til dem, som ikke normalt læser erhvervsbiografier.
Forfatteren, der er erhvervsjournalist, skriver også romaner, senest Bristepunktet, 2007, om erhvervslivets skyggesider. I sin første faktuelle bog portrætterer hun en gruppe mænd fra dansk erhvervslivs måske mere spektakulære utraditionelle overhalingsbane. Det er en præsentation på godt og ondt af dem bogen udnævner til "Milliardærklubben", bestående af Peter Forchhammer, Erik Damgaard, Aldo Petersen, Ole Abildgaard og Mark Szigethy. Flere har kendt hinanden i mange år, nogle siden barndommen. Omkring og med dem agerer naturligvis andre investeringslystne erhvervsfolk. Som de fleste mænd er også denne helt specielle "klubs" deltagere mere eller mindre bakket op af kvinderne bag dem. Mest farverig og i hvert fald omtalt er Damgaards kone Anni Fønsby. Bogen, der har en del fotos, er underholdende på en forførende måde. Her er mange historier om det tilsyneladende søde liv, man ofte finder også i kulørte tidsskrifter, men der er også en god detaljeret indsigt i ofte grænsesøgende uortodokse forretningstransaktioner. Bogen er baseret på interviews med de fleste af bogens aktører.
Første beskrivelse i bogform om denne gruppe erhvervsfolk.
Velskrevet erhvervs-gruppe-portræt, der fint balancerer mellem det kulørte underholdende og det interessant informativt detaljerede.