Samtalebog for børn og voksne om menneskets forunderlige krop.
Denne billedbog er resultatet af endnu et samarbejde mellem Manning og Granström, som efterhånden har udgivet en del bøger sammen, bl.a. Dino-mad, 2007. Bogen beskriver den menneskelige krop i ord og billeder og de enkelte sider indeholder såkaldte flapper, som er med til at give læseren et større indblik i kroppens mange mysterier. Bogen placerer sig desværre mellem to stole, da illustrationerne og flapperne appellerer til læsere fra 4 år og opefter, samtidig med at bogen belyser et fagligt svært emne, som er meget abstrakt at forholde sig til for de yngste læsere. Desuden indeholder bogen mange svære ord og begreber, der gør at den først kan give fuldt udbytte for læsere fra 9 år, som nok er så gamle, at de vil søge deres informationer i deciderede fagbøger.
Der er udgivet mange bøger for de yngste om kroppen eller dele af kroppen. Eksempelvis Den lille kropsskole, 2002 og Kroppen, 2003. To gode billedbøger, som både appellerer til og rammer målgruppen fagligt.
En billedfagbog med flapper, som fagligt henvender sig til børn fra 9 år og opefter, men med illustrationer og flapper, som appellerer til yngre læsere.