Ny roman fra succesforfatteren Leif Davidsen, der nærmest ikke behøver nogen introduktion. Han har en stor og trofast læserskare, der ikke vil blive skuffet over hans nyeste roman.
Han har modtaget et væld af priser og er oversat til utallige sprog. Vi hører om unge Magnus Meyers liv, fra første kapitels inciterende anslag over 30'ernes spanske borgerkrig til Stalins Sovjetunionen. Meyer er præget af en dyster hemmelighed, mens han kæmper i en krig, han kun er blandet ind i for at redde sin bror og senere kæmper mod det stalinistiske magtapparat for at frelse sin elskede og hendes familie. Kærlighed, kamp og tidsbeskrivelser giver tilsammen en spændingsroman, der er svær at lægge fra sig. Forsiderne på de nye Leif Davidsen romaner er en fortælling i sig selv. I denne en gulnet/rød collage af en stjerne, et stilliseret Stalin-billede, røde faner, brændte hjørne a la skattekort og en ensom skikkelse på vej væk fra beskueren. Stemningsskabende og appellerende, ligesom bagsiden rammer historien fint ind.
Leif Davidsens første roman kom i 1984, og senere er kommet bl.a. Den russiske sangerinde og senest På udkig efter Hemingway. Denne har samme blanding af historiefortælling, social- og politisk indignation, fine personbeskrivelser og en gennemgående spændende handling.
Ny spændende roman fra Davidsen, der ikke vil skuffe læserskaren af historiske/politiske/spændende romaner. Fængende forside, højt niveau og bred anvendelighed.