Sjov billedbog om tegnerens kat. Nogle læsere (alle) vil nok synes, at katten ligner (er) en velvoksen elefant. Men det er tegneren ligeglad med. Han fortæller i tekst og streg, hvordan katten jager et garnnøgle, lægger sig til at sove de mest umulige steder, hopper op på bordet, besørger i kattebakken, holder sig ren osv. Til slut får tegneren foræret en bog om katte. Desværre hjælper det ham ikke til at fastslå, hvilken race hans kat tilhører! Ideen vil tiltale de ca. 4-7-årige, som kan more sig over konflikten mellem tekst og tegninger og over, hvor skør tegneren er. De store illustrationer er i en lettilgængelig og munter streg, der passer til historien. Der er brugt sort konturstreg, og tegningen er ofte direkte på hvid baggrund. Det er Gilles Bachelet's første bog på dansk. Alle tegnere og forfattere laver på et tidspunkt en bog om deres kat, tror jeg! Det bliver sjældent deres bedste. Men her er opgaven absolut løst med et glimt i øjet.