Pia Brandt Pedersen er en stor fan af Michael Falch. Det kan man konstatere ved at besøge hendes "uofficielle" Michael Falch-hjemmeside med adressen: http://www.sitecenter.dk/michael-falch. I denne bog beretter hun om "sit liv med idolet". Hun fortæller om hvad sangene og musikken, og ikke mindst de mange koncerter hun har oplevet, har betydet for hende. Især sangteksterne bliver brugt til dokumentation. Bogen bliver på sin vis også en biografi over sangeren, og om hans kunstneriske udvikling fra før Malurt indtil han tidligere på året besluttede at standse turnélivet. Bag i bogen er en bibliografi, (han har skrevet 2 bøger) og en diskografi. Derudover er bogen illustreret med sort/hvide-fotos taget af forfatteren. Man får en række facts fortalt om Falch, både som sangskriver, sanger, skuespiller og til dels privatperson, men det er hele tiden set gennem PBPs briller. Bogen handler, jvnf. titlen om, hvad hun synes, hvad hun føler, hvad det har betydet for hende. På den måde kommer bogen til at handle mindst lige så meget om hende som om ham, og det er ikke nødvendigvis interessant.